At se med hjertet - Asser Skude
Mennesker og Tro 29. maj 2011 kl. 08:03 på P1 Det er ofte blevet sagt, at vi skal se på hinanden med respekt: At vi alle er lige meget værd.
Men de hjemløse er en gruppe i samfundet, der ofte oplever, at der er langt mellem de respektfulde og ligeværdige blikke fra andre mennesker.
En af dem, der i høj grad praktiserer en respektfuld indgang til de hjemløse er præst i København, Asser Skude, også kendt som hjemløsepræsten.
Asser Skude har taget en lang række initiativer til fordel for de hjemløse. Han har træffetid hos Hus Forbi, hvor de hjemløse kan få en snak. Juleaften tilbringer han med de hjemløse på café Sommersko i det indre København.
Vær nærværende- levetiden er kort
Asser Skude har introduceret et særligt testamente for hjemløse, hvor de kan skrive deres sidste vilje ned og få den begravelse, de ønsker. Det er en begivenhed, der ikke er så langt væk i mange hjemløses bevidsthed. De bliver i gennemsnit ikke ældre end 45 år.
- Vi prøver at være nærværende og give dem så meget som muligt, fordi vi ved, at vi kun har dem så kort tid. Så derfor synes jeg, at vi skal give dem med fuld musik, når vi er sammen, siger Asser Skude.
Og der er - om ikke fuld musik - så i hvert fald lagt op til en festlig stemning, når Asser Skude og en masse frivillige inviterer til Gjaestebud hver søndag.
De hjemløse strømmer til kirken Bethesda på Israels Plads, der ligger tæt på Nørreport Station.
Konditorkager, kærlighed og Kierkegaard
Her åbner Asser Skude døren iført mørkt jakkesæt og byder de hjemløse indenfor til lækker mad og nogle af byens bedste konditorkager, som Gjaestebud får doneret. Her får de hjemløse nogle timer i varme rammer både fysisk og socialt.
- Det er ikke atomfysik, det er ikke noget vanskeligt. Det handler om at være spontan og nærværende i vores interaktion med hinanden, fortæller hjemløsepræsten og fortsætter.
- At prøve at se der, hvor vi ligner hinanden frem for det, der adskiller. Kierkegaard taler om, at man skal se med kærlighedens øjne. Så har man en ægte medfølelse og medsympati med næsten. For vi er uløseligt forbundne med næsten som en del af Guds skaberværk, siger Asser Skude.
Mennesker og Tro er med til Gjaestebud
Asser Skude fortæller om de hjemløse, hvordan han forsøger at se på dem med hjertet, og hvorfor han har valgt at bruge så meget tid på og med de hjemløse. Mennesker og Tro er med til Gjaestebud i København.